OB-back stjal Randers-sejren i overtiden

Skrevet af admin

23/11/2013

Dagens topnyheder

Espen Ruud blev dagens redningsmand for OB, da han lørdag aften udlignede til 1-1 dybt inde i overtiden af udekampen mod Randers FC.

Ronnie Schwartz bragte Randers foran i første halvleg på et kanonmål, og det lignede længe en Randers-triumf.

Det uafgjorte resultat betyder, at hverken Randers eller OB formår at lægge alvorlig afstand til nedrykningsstregen, og begge hold står nu på 19 point.

En sejr til hjemmeholdet ville nok have været det mest retfærdige resultat vurderet på spil og chancer. Colin Todds Randers-tropper overmatchede OB-spillerne på næsten alle parametre, og kun manglende skarphed gjorde, at Randers ikke lukkede kampen.

Især i første halvleg leverede hjemmeholdet en imponerende præstation. Anført af tilbagevendte Christian Keller satte Randers-spillerne sig tungt på duelspillet, og især højresiden leverede mange gode opspil. Kvaliteten i indlæggene manglede dog som oftest.

Derfor skulle der også gå 42 minutter, før Randers endelig kunne komme foran. Ronnie Schwartz opfangede en løs bold lige foran OB's felt, og uden meget betænkningstid knaldede han til bolden, der via overliggeren strøg ind i nettet bag Mads Toppel.

Schwartz er nu den mest scorende Randers-spiller i Superligaen nogensinde.

I anden halvleg gik gassen af ballonen for hjemmeholdet, og OB kom langt bedre med. Gæsterne fik lov til at have en del boldbesiddelse, men fynboerne fik ikke sat det afgørende pres ind. Alligevel fik Espen Ruud dybt inde i overtiden udlignet til 1-1.

I næste spillerunde skal OB forsøge at udnytte selvtilliden, når AGF kommer forbi Odense til en klassisk duel.

Randers FC skal forsøge at holde fast i de fine takter, når FC Nordsjælland er modstanderen på udebane.

/ritzau/