OB-boss parat til at sælge: Vi vil gerne slanke truppen

Skrevet af admin

10/01/2014

Dagens topnyheder

OB regner med et stille og roligt transfervindue, der gerne må munde ud i et enkelt spillersalg eller to.

Sportsdirektør Jesper Hansen er godt tilfreds med den nuværende besætning, men er klar til at skære i antallet af spillere.

- Vores tilgang til vinduet er, at vi som udgangspunkt gerne vil holde sammen på det hold, vi har.

- Vi fik mange nye spillere ind i sommer, og de skulle gerne falde endnu mere til, så vores automatismer og rytmer bliver endnu mere kendte, siger Jesper Hansen.

- Vi er 25 mand i truppen, og det er måske lidt for mange - forstået på den måde, at vi vil kigge på det, hvis klubber skulle vise interesse for vores spillere. Og vi behøver nødvendigvis ikke at hente nyt ind, siger sportsdirektøren.

OB oprustede blandt andet med midtbanespillerne Conor O'Brian og Martin Spelmann i sommer, mens angriberen Mustafa Abdellaoue blev lejet for et enkelt år i FC København.

OB åbner forårssæsonen den 22. februar, når fynboerne tager imod Superligaens tophold fra FC Midtjylland. OB er placeret på ligaens syvendeplads og er 14 point efter FCM.

/ritzau/