OB-fans: Tag jer sammen

Hele sommeren har de ventet og ventet på genoprejsning efter sidste sæsons katastrofeforår. Og til hjemmefansenes store begejstring åbnede et sprudlende og ivrigt OB-hold med lovende takter, chancer og føringsmål mod Sønderjyske, der havde taget turen over Lillebælt for at udfordre det fynske mandskab i efterårets Superliga-premiere.

Væk var pludselig de dårlige minder fra en forårssæson, hvor det blev til syv point og seks nederlag på stribe ud af sæsonens sidste syv kampe.

Men som anden halvleg skred frem efter pausen, blev tilhængerne på lægterne rådvilde. Spillet hang ikke sammen, som det gjorde i første halvleg, og efter Sønderjyskes udligning efter en times spil begyndte den første pibekoncert mod OB-spillerne. Det hele kulminerede, da det taktfaste tilråb ’tag jer sammen gjaldede ned mod spillerne. OB-træner Troels Bech kunne godt forstå klubbens fans efter kampen.

- Jeg kan da godt forstå, de blev utålmodige. Det blev jeg også. Men vi gjorde tingene færdige sammen, og vi fik det point, som var det bedste, vi kunne opnå, siger Troels Bech.

- Jeg kan godt huske forskellen på det (de negative tilråb, red.), og så når de jubler. Men det er jo hverdagskost, og det skal vi selvfølgelig gøre os så lidt i som muligt. Men jeg kan godt forstå, at tålmodigheden var ved at slippe op, for det var en lang anden halvleg. Vi fik ikke præsteret så mange sammenhængende angreb, siger træneren.

Frygter en gentagelse

Da kampen var ovre, forlod flere fans tribunen med triste miner, og nogle mumlede internt om frygten for en gentagelse af forårets langvarige katastrofekurs. Præstationen på banen havde ikke imponeret. I kampens døende minutter var det endda Sønderjyske, der pressede på, og de gange OB endelig havde bolden, slog flere spillere opgivende ud med armene.

Troels Bech siger, at det på et tidspunkt lignede et OB-mandskab, der accepterede at være under pres.

- Der var vi lidt henne i en forårs-accept af, at nu har vi dårlig periode, og den kommer til at vare lidt, siger cheftræneren.

Publikum dømmer for hurtigt

Jesper Christiansen i OB-buret lagde også mærke til tilskuernes tilråb.

- Det er klart, at stemningen bliver sådan til sidst, når vi er lidt mere presset og ikke kommer frem til afslutninger. Så begynder hjemmepublikum at reagere. Nogle blandt publikum talte om frygten for at falde tilbage i sidste sæsons misere?- Så er de hurtige til at sige det. Vi er på tavlen, og så er det videre derfra. Der er mange gode ting fra kampen, men vi ved også, hvad der skal ændres og arbejdes på, siger Jesper Christiansen.

Dagens Gossip