OB forlænger med kaptajnen

OB og Anders Møller Christensen har besluttet at forlænge samarbejdet et år frem til sommeren 2014, meddeler klubben i dag.

35-årige Anders Møller Christensen har været i OB siden sommeren 2006, og har 252 kampe på sit CV for OB. Og OBs cheftræner Troels Bech er da også fuld af lovord over for den aldrende forsvarsgeneral

- Anders Møller er en fantastisk forsvarsspiller, der formår at holde sig i en imponerende form. Selvom han er 35 år gammel må de andre spillere stadig erkende, at de ikke kan hamle op med ham i vores løbetests, og på banen er hans overblik og rutine fremragende og af stor betydning for de mange unge spillere, vi har i truppen. Vi glæder os derfor rigtig meget til at have Anders Møller Christensen i truppen i endnu et år, siger OB’s cheftræner Troels Bech til klubbens hjemmeside.

Selv ser Anders Møller Christensen frem til fortsat at dele ud af sin erfaring og rutine og fortsætte den udvikling som Troels Bech har sat i gang i klubben

- Jeg synes, det er en god trup og et spændende koncept, som vi er i gang med i OB, og det vil jeg gerne være en del af. Derfor er jeg rigtigt godt tilfreds med at have forlænget min kontrakt. Nu ser jeg frem til resten af sæsonen og det kommende år og arbejdet med at implementere konceptet sammen med mine holdkammerater, siger Anders Møller Christensen.

 

 

 

Dagens Gossip