OB henter ung spiller i 2. division

Skrevet af admin

08/12/2015

Dagens topnyheder

Superligaklubben OB har købt den 22-årige midterforsvarer Frederik Tingager i 2. divisionsklubben Holbæk.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Til trods for sin unge alder har Frederik Tingager spillet mere end 100 førsteholdskampe for Holbæk, og samtidig har han en fortid med tre år i Brøndbys ungdomsafdeling.

Den næsten to meter høje forsvarsspiller var til prøvetræning i OB i efteråret, og klubben skriver endvidere, at man har fulgt ham tæt i kampe for Holbæk i efteråret.

- Han er allerede på superliganiveau i sit hovedspil og i spillet med bolden, og så har han den rigtige ærgerrighed i forhold til at videreudvikle sig på det taktiske og tempomæssige, siger OB's cheftræner Kent Nielsen.

OB's spillere holder pause for tiden, og indleder træningen op mod forårssæsonen den 6. januar.

Fynboerne overvintrer på syvendepladsen i Alka Superligaen.

/ritzau/