OB køber farlig færing i Vejle

Skrevet af admin

29/01/2016

Mest læste i dag

OB har købt den færøske landsholdsangriber Jóan Símun Edmundsson i Vejle. Han skifter til den fynske klub omgående på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2018.

Det oplyser både Vejle og OB på klubbernes hjemmesider.

Færingen havde egentlig kontrakt med den jyske klub frem til årsskiftet, men 26 kampe og ti mål i 2015 har fået OB til at vende blikket mod Edmundsson og købe ham fri.

Det glæder OB's cheftræner, Kent Nielsen, at han får en venstrebenet spiller, der kan dække flere offensive pladser.

- Vi har ikke for mange venstrebenede spillere i truppen, og derfor er det en spændende mulighed, der er opstået med Jóan Símun Edmundsson. Han er en meget sulten og enormt kreativ spiller, der samtidig er meget løbestærk og alsidig.

- Hans kreative evner vil være et godt supplement til vores andre kreative spillere, og han vil medvirke til, at vi bliver et målsøgende og målfarligt hold, siger Kent Nielsen.

Vejle sportschef, Steen Thycosen, siger, at klubben er blevet godt betalt for spilleren.

- Der har været ført fair forhandlinger med OB, hvor vi er blevet enige om en pris og er mødtes på et for os fornuftigt beløb.

- Vi er kede af at miste Jóan Símun Edmundsson til OB, men det er en del af det at være sportschef i en 1. divisionsklub, at man sender spillere videre i systemet.

- Vi er som klub stolte over, at vi har været med til at gøre en spiller attraktiv for en klub i den bedste danske fodboldrække, siger Steen Thychosen.

Den 24-årige færing har spillet 36 landskampe. Han har første træningsdag i Odense lørdag.

/ritzau/