OB slagtet i Haderslev

Sønderjyske var på en vigtig mission hjemme i Haderslev søndag eftermiddag, da OB kom på besøg.

Alt andet end tre point var nemlig ikke meget værd for sønderjyderne, der endnu engang er en del af den – i år uhyre tætte bundstrid i Superligaen. Holdet er blevet dømt ude af Danmarks bedste række gang på gang, men har tradition for at rejse sig mod slutningen af sæsonen. Til gengæld er Sønderjyske også det absolut dårligste hjemmehold i landet. Sølle otte point havde de hentet på hjemmebane før dagens kamp.

OB mødte op som tabellens nummer fem, og de tre point for dem ville betyde, at muligheden for at slutte i top tre og dermed løbe med medaljer blev en del mere realistisk. Der var derfor masser at spille om for begge mandskaber på Haderslev Fodboldstadion.

Det var afgjort gæsterne, der kom bedst fra start med gode aktioner i kampens start, og det blev også belønnet, da Morten Skoubo efter 11 minutter blev sidste mand på Bashkim Kadriis indlæg og sendte OB i front med 0-1. Dermed en scoring helt i takt med Sønderjyskes ikke særlig kønne hjemmebanestatistik.

De fremmødte Sønderjyske-tilhængere på Haderslev Fodboldstadion viste dog endnu ikke, hvad som ventede dem.

Det lyseblå mandskab lignede nemlig i den grad nogen, der ville gøre op med sine gamle dæmoner. OB formåede dog de første 45 minutter at forhindre hjemmeholdet i en scoring lige indtil sidste minut af halvlegen, hvor Niels Lodberg med et hovedstød fandt Tommy Bechmann, som med en flugter sikrede Sønderjyske lidt selvtillid at gå til pause med med målet til 1-1.

Kampen var dermed helt åben fra anden halvlegs start, og de sidste 45 minutter blev friskt sat i gang af begge mandskaber med gode aktioner i begge ender af banen.

Bedst var dog hjemmeholdet, som efter 51 minutters spil bragte sig foran med 2-1 på et flot langskud af Henrik H. Hansen. Og pludselig var hjemmeholdet i en helt uvant situation på eget græs, hvor de indtil i dag kun havde vundet to gange i denne sæson.

Og bare ti minutter senere lavede Johan Absalonsens et mindst lige så flot mål til 3-1, og så var situationen pludselig en helt andet i Haderslev.

Sønderjyskes tredje sejr på hjemmebane ud af 15 mulige skulle dog blive endnu større, for på et hjørnespark fem minutter senere stod OB fuldstændig som statister og så til, da Bjørn Paulsens hovedstød midt i feltet havnede hos Tommy Bechmann, som sendte bolden ind bagved Jesper Christiansen i OB-målet, og så var Sønderjyske foran 4-1 med 23 minutter igen.

OB havde dermed utroligt lange udsigter til sejr, men opgav dog langt fra, og var også meget tæt på at pynte på resultatet i det 82. minut, hvor Darko Bodul havde en kæmpe chance.

Sønderjyske fik muligheden for at gøre ydmygelsen komplet, da de et minut før tid fik tilkendt straffespark, men Hallgrimur Jonasson brændte den gratis chance.

Hjemmeholdets tilhængere blev dog stadig vidne til en hjemmesejr af de sjældnere, mens OB skamfuldt måtte forlade banen efter at have fået tæsk, 4-1.

Sønderjyske lægger derfor pæn afstand til nedrykningsstregen, mens OB nu har endnu længere til medaljerne. Der resterer fire runder af Superligaen, som slutter den 20. maj.

 

 

 

Dagens Gossip