OB-spiller om 0-2 mod FCM: Vi var dårlige på dødbolde

Skrevet af admin

22/04/2016

Dagens topnyheder

OB led fredag aften et 0-2-nederlag i Alka Superligaen, da holdet på MCH Arena i Herning spillede mod FC Midtjylland i en kamp, hvor holdet lukkede to mål ind på dødbolde.

Midtbanespiller Azer Busuladzic var efter kampen ærgerlig over, at fynboerne ikke levede op til den planlagte taktik.

- Vi havde forberedt os på deres dødbolde og snakket meget om det inden kampen. I dag glippede vores aftaler, og så koster det mod et hold, der er så dygtige til det. Det var skidt af os, og det blev dyrt, erkender han.

Den 24-årige OB-spiller ærgrede sig desuden over, at FC Midtjylland scorede på nogle dårlige tidspunkter.

- Deres scoring efter få minutter i første halvleg og igen lige efter pausen gjorde, at kampen mere eller mindre var slut, siger Azer Busuladzic.

Cheftræner Kent Nielsen erkendte nederlaget i et opgør, hvor OB havde vanskeligt ved at true FC Midtjyllands defensiv.

- Det var fortjent, at vi tabte i dag, og vi gjorde det svært for os selv ved at lade dem score på standardsituationer.

- Efter den dårlige start på kampen viste vi dog i perioder det mod, der skulle til. Vi havde bolden meget, men vi manglede lige det sidste for at komme igennem et godt og stærkt organiseret FC Midtjylland-forsvar, siger han.

Nederlaget betyder, at OB hænger fast midt i rækken og må se afstanden til de medaljegivende placeringer blive større.

- Vi tager en kamp ad gangen, og vi bruger ikke energi på at kigge på tabellen. Men det havde da været en fordel for os, hvis vi havde vundet kampen i dag, for vi ville gerne lidt tættere på FC Midtjylland, siger Kent Nielsen.

OB skal i næste runde en tur til Blue Water Arena i Esbjerg.

/ritzau/