OB-træner: Det var en helstøbt sejr

Skrevet af admin

30/08/2015

Dagens topnyheder

OB hentede søndag aften en 1-0-sejr på hjemmebane over FCK i Alka Superligaen. I gennem store dele af kampen fik FCK lagt et pres på OB-holdet, men det havde hjemmeholdet forberedt sig på.



- Vi var bevidste om det pres, som FCK fik lagt på os. Vi følte i første halvleg, at vi var lidt mere urolige, men i anden halvleg viste vi os dygtige til at afvise deres pres.


- Vi vidste godt, at vi ikke kun kunne forsvare os. Det var vigtigt, at vi fik sat vores omstillingsspil i scene. Både AK (Anders K. Jacobsen, red.), Rasmus Festersen, Emil Larsen og Rasmus Falk får alle vist deres evner, så det var en kamp, som passede os godt. 


For at vinde over FCK i den kamp erkender Kent Nielsen da også, at hans hold havde heldet på sin side. 


- Vi har det held, som skal til. Når der er så mange indlæg, og FCK er så dygtige til det her, har vi selvfølgelig lidt held, når vi vinder. Det var en dag hvor, at hvis man gav os en lille finger, tog vi hele armen.


Det var tilbagevendte Anders K. Jacobsen, som scorede for OB, og han modtog ros fra træneren.

- Det var godt for ham at få lov til at score et mål i sin første kamp i startopstillingen for OB. Han har nogle individuelle kvaliteter. Det dybdeløb ved 1-0-målet, som han tager, er noget af det, han er rigtig god til. 


Angriberen selv er da også glad for sin egen præstation, men han roser også holdets. 


- Min egen præstation var udmærket. Målet overskygger selvfølgelig det andet, men alt i alt var jeg fint tilfreds. Det var hårdt, men en fint start, og jeg kom igennem. Det betyder en helt masse at få lov til at score, men det vigtigste var at få de tre point. 


- Jeg synes, at vi leverer stærkt. Alle mand står op for hinanden, og det var nødvendigt, for vi spiller mod et rigtig godt FCK-hold. For at matche det skulle alle være på stikkerne, og det synes jeg, at vi er i dag, siger Anders K. Jacobsen.

/ritzau/