OB-træner om pokalexit: Undervurderede ikke Fredericia

Skrevet af admin

23/09/2015

Dagens topnyheder

Tredje runde blev endestationen i DBU Pokalen for OB's superligamandskab. Tirsdag aften måtte fynboerne se sig slået 1-2 ude mod Fredericia, der er blandt topholdene i den næstbedste række.

Derfor var det heller ikke mangel på respekt, der førte til exit, forsikrede OB's træner, Kent Nielsen.

- Energien var i orden, og jeg vil slet ikke høre tale om, at vi undervurderede dem, for det synes jeg tydeligt, man kunne se, at vi ikke gjorde. Vi styrede spillet, men vi løb tør for idéer til sidst, siger Kent Nielsen til OB's hjemmeside.

Han mente, at hans hold havde chancer til at vinde kampen. Men i stedet scorede Fredericia ni minutter før tid, da opgøret ellers var på vej ud i forlænget spilletid.

- Havde vi udnyttet vores muligheder især i første halvleg, så havde det været noget helt andet, for vi skabte det, vi skulle. Der er mange ting, vi gør rigtigt, men vi kan ikke bruge det til noget, når vi røg ud alligevel. På den måde var det en klassisk pokalkamp.

- Vi havde en ambition om at nå hele vejen i pokalturneringen, selv om vi vidste, det ville blive svært.

- Så vi er meget ærgerlige og skuffede over nederlaget, men vi må hurtigt lægge det til side, for vi har en kamp igen allerede på fredag (i Superligaen ude mod Sønderjyske, red.), siger træneren.

I den vindende lejr jublede træner Ove Pedersen over Fredericias avancement.

- Jeg lagde ikke skjul på inden kampen, at hvis vi skulle lykkes med at slå OB, så skulle det ske på baggrund af en flot holdpræstation, og det synes jeg, at vi leverer.

- Efter en hård første halvleg kommer vi dog langt bedre med i anden halvleg, og spillerne skal have ros for at turde sætte de rigtige angreb op.

- I de sidste 45 minutter forsvarede vi os ikke kun, men vi lurede hele tiden på de her hurtige omstillinger, som vi er så farlige på, og vi laver to pragtfulde mål, siger Ove Pedersen til Fredericias hjemmeside.

/ritzau/