OB-træner så et hold i opløsning

- Jeg kan ikke mindes, at jeg har set holdet gå sådan i opløsning. Overskriften på kampen for mig er, at da modgangen melder sig med scoringen i slutningen af første halvleg og deres mål efter fem minutter af anden halvleg, der begynder mange at lukke sig inde i deres egen lille boble og se, om ikke de kan løse den.

- Og det dur ikke i fodbold, hvis man ikke pr. definition er de bedste hver for sig. Der har jeg den største lektie fra kampen i dag: At få alle til at kigge op og se hinanden i øjnene i modgang, så vi kan bruge hinanden, sagde OBs træner, Troels Bech, efter opgøret til klubbens hjemmeside.

- Jeg har ikke den store interesse i at diskutere hver enkelt spiller hver for sig. Men jeg ser Jesper Christiansen som et af de eneste eksempler på, at man trods modgang godt kan holde sig inde i kampene og holde hovedet oppe, tilføjede Troels Bech med henvisning til, at OB-målmanden reddede holdet fra at tabe med tennis-cifre eller endnu større.

- Når vi kan gå fra kun at lukke et mål ind i tre kampe og så til at lukke otte mål ind i to kampe, så er der nok flere forklaringer. I dag kan vi ty til den med de personalemæssige udskiftninger, men man kan også sige, at når der kommer uro i holdet ved modstandernes scoringer, så har vi en stor opgave i at sikre, at holdet også hænger sammen i den følgende periode. Der griber vi ikke ud efter hinanden og hænger sammen som et hold.

Dagens Gossip