OB-træner: Vi var parate til at dø for det

Skrevet af admin

22/02/2014

Mest læste i dag

OB vandt lørdag aften 2-1 hjemme mod topholdet fra FC Midtjylland. Målet blev scoret af Ari Skulason i dommerens tillægstid, og OB-træner Troels Bech var naturligvis glad for de tre point.

Før kampen blev den afdøde Richard Møller Nielsen hyldet med et minuts klapsalver. Og netop OB-legenden Ricardo fremhævede Troels Bech efter kampen.

- På en dag, hvor vi er en del, der gerne vil tænke på Richard Møller, så kunne vi passende hive den frem med, at hvis man vil i himlen, skal man være parat til at dø for det. Og det synes jeg, at vi som hold levede op til, siger Troels Bech.

Det var dog et OB-mandskab, som kort før Skulasons overtidsscoring nemt kunne have indkasseret en scoring. Men med et par stærke reflekser af Mads Toppel i målet, holdt hjemmeholdet midtjyderne nede på en scoring.

- I den periode klarede vi os mest på vilje og godt målmandsspil end på alle mulige andre elementer, siger OB-træneren, der tror på, at sejren kan være med til at løfte holdet i de næste par kampe.

- Der er ingen tvivl om, at typisk giver de første point renter. De næste kan derefter komme lidt nemmere. Hvis man kommer til at mangle point i starten, bliver de endnu sværere at få fat i, siger Troels Bech.

Målscoreren Ari Skulason var kort før sit afgørende langskudsmål i overtiden tæt på at forære sejren til FC Midtjylland. Men takket være en holdkammerat endte det lykkeligt for islændingen.

- Et minut før var jeg ved at blive skurk. Så jeg må takke Kasper Larsen, som reddede mig. Kampen ændrede sig hurtigt, siger dagens OB-helt.

Med sejren kravler OB helt op på fjerdepladsen med 25 point. De møder næste gang Esbjerg ude.

/ritzau/