Obama advarer mod ebola-hysteri

Skrevet af admin

18/10/2014

Mest læste i dag

Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger lørdag, at amerikanerne ikke skal "give efter for hysteri eller frygt" for den smitsomme ebola-virus.

I sin ugentlige tale til nationen talte han imod ideen om et rejseforbud fra Vestafrika, der er epicenter for udbruddet. Sådanne begrænsninger vil kun forværre krisen, lyder det.

- Alle os - borgere, ledere, medierne - har et ansvar og en rolle at spille.

- Dette er en alvorlig sygdom, men vi kan ikke give efter for hysteri eller frygt, for det gør det kun sværere at give folk de korrekte informationer, som de har brug for. Vi er nødt til at være styret af videnskaben. Vi skal huske de grundlæggende fakta, siger han.

Udtalelserne kommer en dag efter, at Verdensbanken advarede om, at kampen mod ebola er ved at blive tabt. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO har 4555 personer mistet livet som følge af sygdommen ud af 9216 registrerede syge.

USA er ikke vidne til et "udbrud", siger Obama, selvom en liberisk mand døde af ebola den 8. oktober i USA, mens to sygeplejersker, der behandlede ham, er blevet smittet.

I en pressemeddelelse opfordrer den britiske premierminister, David Cameron, til, at europæiske ledere bliver enige om en ambitiøs pakke, der skal håndtere ebola-udbruddet.

Når EU's stats- og regeringsledere mødes i Bruxelles i næste uge, opfordrer han til, at de vedtager en pakke, der hæver bidraget fra EU til en milliard euro (omkring 7,45 milliarder kroner) og mobiliserer mindst 2000, der skal bekæmpe sygdommen.

Senegal er officielt ikke mere på listen over de lande, der plages af den dødelige sygdom, lød det fredag ifølge WHO.

Det begrundes med, at der er gået 42 dage, uden at der er blevet registreret nye tilfælde med ebola. De seks uger er dobbelt så lang tid som ebolas inkubationstid. Mandag ventes Nigeria at blive erklæret fri.

Den dødelige sygdom er gået værst ud over de vestafrikanske lande Guinea, Sierra Leone og Liberia.

/ritzau/AFP