Obama advarer Putin mod at rykke ind i Ukraine

Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger i en 90 minutter lang telefonsamtale sent lørdag aften til sin russiske kollega, Vladimir Putin, at Rusland har forbrudt sig mod international ret i forbindelse med situationen i det uroplagede Ukraine.

Rusland risikerer politisk og økonomisk isolering som følge heraf, lyder det fra USA's præsident, der udtrykker bekymring over "Ruslands klare overtrædelse af Ukraines suverænitet og territoriale integritet".

Obama har ifølge nyhedsbureauet AFP bedt Putin trække de russiske styrker tilbage til de russiske baser på den autonome ukrainske Krim-halvø, nu da Rusland muligvis har planer om at rykke massivt ind i Ukraine.

USA udsætter samtidig forberedelserne til G8-topmødet i Sotji i Rusland, der finder sted 4. og 5. juni.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Ria har Putin sagt til Obama, at Rusland forbeholder sig retten til at beskytte sine interesser, herunder den russisk-orienterede befolkning i Ukraine, hvis der opstår uroligheder i det østlige Ukraine eller på Krim.

En russisk militæraktion i Ukraine er afhængig af den videre udvikling på Krim-halvøen, lød det fra Putin tidligere lørdag, efter at han har fået det russiske parlaments godkendelse til at sende styrker til Krim for at "normalisere situationen" i nabolandet.

Meldingerne kommer samtidig med, at FN's Sikkerhedsråd er i gang med et hasteindkaldt møde omkring situationen.

Den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, opfordrer til, at observatører fra FN og OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, øjeblikkeligt sendes til Ukraine for at overvåge den tilspidsede situation.

Det siger hun ifølge Reuters på det andet hasteindkaldte møde i Sikkerhedsrådet på ét døgn om krisen.

- Det er på tide, at Ruslands ulovlige indgriben i Ukraine får en ende. Det russiske militær skal trække sig, siger hun og fortsætter:

- Det ukrainske folks forhåbninger skal respekteres, og den politiske dialog skal have lov til at fortsætte.

Tidligere lørdag aften bad Ukraines udenrigsminister EU, USA og Nato om at beskytte landets grænser mod, hvad der betegnes som en russisk aggression.

Også den amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel, har over for sin russiske kollega, Sergej Sjojgu, udtrykt bekymring over situationen.

- Hagel understregede, at Rusland risikerer yderligere ustabilitet i regionen, isolering internationalt og en eskalering, der vil true europæisk og international sikkerhed, siger en talsmand fra Pentagon.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip