Obama aflyser militærøvelse med Egypten

Det oplyser den amerikanske præsident, efter at den egyptiske regering blandt andet har erklæret undtagelsestilstand og indført udgangsforbud om aftenen og natten.

»Vores traditionelle samarbejde med Egypten kan ikke fortsætte, når folk bliver slået ihjel,« siger Barack Obama og fastslår, at USA overvejer at drage yderligere konsekvenser af den seneste tids uro i Egypten.

Militærøvelsen hedder »Operation Bright Star« og finder sted hvert andet år i Egypten med deltagelse af amerikanske og egyptiske soldater. Øvelserne er blevet afholdt siden 1980erne.

Obama fordømmer desuden den egyptiske regerings handlinger i de seneste dage og volden mod civile, og præsidenten fastslår, at alle har ret til fredeligt at demonstrere og ytre deres meninger.

Danmark har ligeledes lagt den egyptiske regering på is og stillet sine programmer med de egyptiske myndigheder og offentlige institutioner i bero.

Mindst 525 er rapporteret dræbt over hele Egypten under urolighederne onsdag. De fleste blev dræbt under rydningen af to protestlejre i Cairo, hvor tilhængere af den afsatte præsident, Mohamed Morsi, har demonstreret i flere uger.

»Det egyptiske folk fortjener bedre end det, vi har set i de seneste dage. Volden og eskaleringen af situationen skal stoppe,« siger Obama.

Den amerikanske præsident opfordrer på det kraftigste den egyptiske regering til at ophæve undtagelsestilstanden i landet og i stedet indlede en national samlingsproces.

Obama siger, at USA ikke holder med nogen af parterne i den verserende konflikt mellem hæren på den ene side og Det Muslimske Broderskab på den anden.

»Vi ønsker et fredeligt og demokratisk Egypten. Det er vores interesse. Men det er egypterne, der skal gøre arbejdet, hvis det skal lykkes,« siger Barack Obama.

Dagens Gossip