Obama: Atomaftale er et vigtigt første skridt

Skrevet af admin

24/11/2013

Mest læste i dag

Aftalen om Irans atomprogram er et vigtigt første skridt i at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben, siger USA's præsident Barack Obama.

- I dag har USA sammen med vores tætte allierede og partnere taget et vigtigt første skidt mod en omfattende løsning, der adresserer vores bekymringer om Irans atomprogram, siger Obama natten til søndag.

- Dette første skridt markerer det mest betydningsfulde og håndgribelige fremskridt, vi har opnået med Iran, siden jeg blev præsident, lyder det fra Obama, der tilføjer, at der fortsat ligger store udfordringer forude over de næste måneder.

Obama lover, at USA i løbet af de næste seks måneder ikke indfører nye sanktioner mod Iran, som ifølge præsidenten har lidt økonomisk under sanktionerne.

Men byrden ligger nu hos Iran, der skal bevise, at landet kan leve op til aftalen og bevise, at atomprogrammet har fredelige formål. Ellers venter yderligere sanktioner mod landet, advarer Obama.

Præsidenten siger, at han i løbet af sin embedsperiode stålsat har arbejdet for en diplomatisk løsning af problemet.

- I dag har diplomati åbnet en ny vej mod en mere sikker verden. En fremtid, hvor vi kan sikre, at Irans atomprogram er fredeligt, og at det ikke kan udvikle atomvåben, siger Obama

/ritzau/