Obama besøgte The Globe på Shakespeares fødselsdag

Skrevet af admin

23/04/2016

Dagens topnyheder

Præsident Barack Obama deltog lørdag i en verdensomspændende hyldest til William Shakespeare i anledning af 400-årsdagen for den britiske nationalbardes død.

Den amerikanske præsident besøgte Globe Theatre i London, hvor han overværede scener fra Hamlet tidligt på dagen.

Skuespillere fra teateret, som i 2014 indledte en verdensturné og som har spillet for over 100.000 mennesker i 197 lande, opførte en særforestilling for præsidenten.

Obama overværede scener fra Hamlet fra en plads midt i det åbne teater, som er en rekonstruktion af et teater fra 1500-tallet, hvor flere af Shakespeares skuespil blev uropført.

Han klappede højt efter forestillingen og blev inviteret op til skuespillerne på scenen.

- Lad mig give hånd til alle. Det var pragtfuldt. Jeg ville ikke have det skulle stoppe, sagde præsidenten til skuespillerne.

Han fik en rundvisning i teateret af Patrick Spottiswoode, som er direktør for Globe Education.

Obama har for år tilbage sagt til magasinet Rolling Stone, at Shakespeares tragedier er blandt hans tre yndlingsbøger. De to andre er Toni Morrisons "Salomons sang" og Ernest Hemingways "Hvem ringer klokkerne for?"

I 2011 citerede Obama fra Shakespeares "Richard II" i en skåltale til dronning Elizabeth II: "To this blessed plot, this Earth, this realm, this England."

The Globe, som er den eneste bygning i London med tilladelse til at have et stråtag, blev åbnet i den nuværende form i 1997. Det oprindelige teater, som Shakespeare ejede en del af, brændte ned til grunden i 1613.

På vej til The Globe har Obama ikke kunnet undgå at se glimt af andre Shakespeare-festligheder, da The Globe på dagen er omgivet af storskærme langs floden, hvor der vises kortfilm fra hvert af Shakespeares 37 skuespil.

- Shakespeares geni fangede og forandrede verden, og mænd og kvinder i hele England fortsætter med at gøre det samme i dag, udtalte premierminister David Cameron på 400-års-dagen for digterens død.

/ritzau/Reuters