Obama: Det vil ikke hjælpe mod ebola at lukke grænserne

Skrevet af admin

17/10/2014

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, mener, at det ikke vil hjælpe noget i kampen mod ebola at lukke landets grænser for besøgende fra de tre vestafrikanske lande, der er hårdest ramt af ebolaudbruddet.

Det sagde han torsdag på et pressemøde, efter at hans regering er kommet under hård kritik for ikke at gøre nok for at forhindre, at flere amerikanerne bliver smittet med ebola.

Efter et krisemøde i Det Hvide Hus sagde Obama, at forslaget om at lukke grænsen hermetisk for personer fra Guinea, Liberia og Sierra Leone blot ville give bagslag. Det er langt mere effektivt at indføre feberskanninger i lufthavnene, som flere store lufthavne allerede har gjort.

- Jeg har principielt ikke noget imod et indrejseforbud, hvis det er det, der bedst sikrer det amerikanske folk. Men vi ender måske med at blive mere usikre på, hvem der er smittet, siger Barack Obama.

Østaten Jamaica indførte torsdag et indrejseforbud for personer fra de tre lande.

To amerikanske sygeplejersker, der var med til at behandle en liberisk mand med ebola i Texas, er blevet smittet med den dødelige virus.

Myndighedernes efterfølgende håndtering er blevet stærkt kritiseret, og derfor overvejer præsidenten nu at udpege en person, der får særligt ansvar for at håndtere og koordinere USA's indsats mod ebola.

Særligt USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, CDC, har været under beskydning, men Obama udtrykte på pressemødet tillid til centrets forebyggelseschef Thomas Frieden.

- Man skal forstå, at det er meget svært at håndtere ebola. Men risikoen for at blive smittet (i USA, red.) er fortsat ekstrem lav for almindelige mennesker, siger Obama.

I Afrika har flere end 4500 mennesker mistet livet som følge af det værste ebolaudbrud nogensinde, oplyser Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

/ritzau/AFP