Obama er dybt skuffet over Nordkoreas afvisning

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

Det Hvide Hus udtrykker "dyb skuffelse" over, at Nordkorea har trukket en invitation til USA's særlige udsending for Nordkorea, Robert King, om at komme til Pyongyang for at diskutere den fængslede amerikanske statsborger Kenneth Baes skæbne.

Det er anden gang, at det nordkoreanske styre trækker en invitation til King tilbage, siger Det Hvide Hus' talsmand Jay Carney.

Talsmanden oplyser, at USA fortsat vil være parat til at sende en mand af sted til Nordkorea for at tale om Bae-sagen, hvis koreanerne accepterer det.

Nordkorea føler sig provokeret over militære øvelser, som Sydkorea og USA udfører sammen.

Jay Carney siger, at de militære øvelser er "gennemsigtige, regelmæssige og forsvarsorienterede. Disse sager er på ingen måde knyttet til Mr. Baes sag, og vi er sikre på, at de er klar over dette."

Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Jesse Jackson har tilbudt at rejse til Nordkorea i stedet for at forsøge at overtale styret til at løslade Kenneth Bae, som i 2013 blev idømt 15 års straffearbejde.

- Efter anmodning fra Baes familie har pastor Jackson tilbudt at rejse til Pyongyang på en humanitær mission med fokus på at få løsladt Bae, siger Jen Psaki, talskvinde for udenrigsministeriet i Washington.

Nordkoreas højesteret dømte den 30. april i fjor Kenneth Bae til 15 års straffearbejde.

Bae, der er født i Sydkorea, men er amerikansk statsborger, var kristen missionær og turguide for flere turister i det ellers så lukkede Nordkorea, før han i november 2012 blev anholdt og anklaget for undergravende virksomhed mod regeringen.

I august sidste år blev han indlagt på et hospital. Han var alvorligt syg efter at have tabt sig 22 kilo efter måneder med hårdt tvangsarbejde.

Kenneth Bae skal være blevet overflyttet fra sygehuset til en af Nordkoreas berygtede arbejdslejre den 20. januar, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/Reuters