Obama: Fred med Taliban bliver svær

Obama siger, at freden kun bliver en realitet, hvis den afghanske regering fører an i fredsprocessen, og selvom Obama roser Afghanistans præsident, Hamid Karzai, »for at tage dette modige skridt«, så bliver det hverken en hurtig eller en let fredsproces, siger Obama.

Den amerikanske præsident understreger desuden, at Taliban skal bryder sine bånd til al-Qaeda, hvis en fredsaftale skal blive til virkelighed.

Obamas udtalelser kommer under G8-topmødet i Nordirland, hvor Obama ifølge den britiske avis The Guardian informerede de syv øvrige statsledere om de forestående fredsforhandlinger med Taliban under en middag mandag aften.

The Guardian skriver, at fredsforhandlingerne til dels er kommet på plads med hjælp fra Pakistan og Qatars emir efter flere måneders benarbejde, der også har involveret Tyskland, Norge og Storbritannien.

Netop den britiske premierminister, David Cameron, bakker op om fredsforhandlingerne med Taliban. Cameron understreger dog ligeledes, at det bliver en hård proces.

»Det er det rigtige at gøre, selvom det selvfølgelig indebærer alle mulige besværligheder,« siger David Cameron.

Det står endnu ikke klart, hvornår de første direkte fredsforhandlinger indledes. Mens flere internationale medier rapporterer, at de vil finde sted i løbet af de kommende dage, siger Taliban i en udtalelse, at man endnu ikke har lagt sig fast på en specifik dato.

Dagens Gossip

Dagens TV