Obama gentager forhandlingsvillighed

Også mandag opfordrede Obama republikanerne i Kongressen til at hæve gældsloftet for at undgå de »katastrofale virkninger«, som det vil få på den amerikanske økonomi, hvis ikke parterne når til enighed.

Gældsloftet i USA er en politisk bestemt grænse for, hvor mange penge den amerikanske stat må skylde væk, og problemet er, at USAs voksende gæld forventes at ramme loftet 17. oktober. Bliver politikerne ikke enige om at hæve grænsen inden da, kan USA ikke betale sine regninger, og det vil få store konsekvenser.

Diskussionerne om at hæve gældsloftet kommer samtidig med, at de amerikanske politikere heller ikke kan blive enige om statsbudgettet for 2014. De sammenbrudte budgetforhandlinger betyder, at flere statslige funktioner har ligget stille siden 1. oktober, hvor hundredtusindvis af offentligt ansatte blev tvunget hjem på ulønnet orlov.

Obama har gentagne gange givet udtryk for, at han gerne vil forhandle med republikanerne om blandt andet den omstridte sundhedsreform kaldet Obamacare, der skiller partierne ad i budgetforhandlingerne, når man er blevet enige om at hæve gældsloftet.

Dagens Gossip