Obama gør klar til sin store tale

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, filer sammen med sine folk på de sidste formuleringer, inden han tirsdag aften går på talerstolen i Kongressen for at holde sin State of the Union-tale om nationens tilstand og sin politik.

Talen holdes klokken 21. lokal tid i Washington DC, onsdag klokken 03.00 dansk tid, og det ventes, at præsidenten vil tale om en række emner, der appellerer til middelklassen, herunder jobsikkerhed, mindsteløn og understøttelse.

Talen er blevet en tradition for USA's præsident, selv om det ikke står skrevet, at den skal holdes.

I forfatningen står, at præsidenten fra tid til anden - "from time to time" - skal give Kongressen informationer om nationens tilstand. Det kan være skriftligt.

Den første tale blev holdt af præsident George Washington den 8. januar 1790, men dengang blev det aldrig en tradition.

Craig R. Smith, professor ved California State University, skriver i et indlæg om State of the Union i The Washington Post, at præsident Thomas Jefferson i 1801 sendte skriftlige udgaver af sin rapport om nationens tilstand til begge kamre i Kongressen.

De blev så læst op af embedsmænd.

De efterfølgende 24 præsidenter fulgte Jeffersons eksempel. Først i 1913 med Woodrow Wilson blev talen vakt til live igen.

Nu er det normalt for præsidenten at holde en årlig State of the Union-tale, men siden Wilson har fem præsidenter dog afleveret mindst en rapport til Kongressen skriftligt.

Den store fokus på den årlige tale betyder, at Det Hvide Hus bruger meget tid på at lave den. Der er visse ord, som altid er gode at have med.

Et af dem er "strong" - stærk. Det er blevet brugt af de seneste fem præsidenter til at beskrive nationens tilstand.

/ritzau/