Obama har ikke taget en beslutning om Syrien

»Jeg har ikke taget en beslutning,« lød Barack Obamas svar på spørgsmålet om, hvor tæt han er på at udstede en ordre om en amerikansk militæraktion i Syrien.

Præsidenten fortæller i interviewet, at han har modtaget en række forslag fra det amerikanske militær om potentielle angrebsmål i Syrien, men at han altså endnu ikke har truffet en endelig beslutning.

Han siger imidlertid også, at brugen af kemiske våben i Syrien kan risikere at påvirke USAs nationale interesser, og at han derfor vil sikre sig, at der ikke kan opstå en situation, hvor kemiske våben kan blive rettet mod USA.

Præsidenten siger således i interviewet, at et »begrænset, skræddersyet« militærangreb kan tjene som afskrækkelse af fremtidige angreb med kemiske våben, og at USA kan anvende en strategi i Syrien, der ikke trækker USA ind i en lang konflikt eller repeterer USAs krig i Irak.

»Hvis vi på en klar og bestemt, men meget begrænset måde, sender et varselsskud, der siger »stop med at gøre det her«, kan det på langt sigt have en positiv indvirkning på vores nationale sikkerhed,« sagde han i interviewet onsdag nat.

Barack Obama lægger dermed ikke op til et forsøg på at tippe balancen mellem præsident Bashar al-Assads styrker og oprørerne i landet, der har ført en to et halvt år lang og blodig borgerkrig. Han siger desuden, at han har konkluderet, at »direkte militært engagement og involvering i borgerkrigen i Syrien ikke vil hjælpe på situationen på landjorden«.

Den syriske regering gentog tidligere onsdag beskyldninger om, at oppositionen har brugt kemiske våben mod syriske regeringstropper. Både USA, Frankrig og Storbritannien har været hurtige til at vurdere, at det ikke er korrekt, og at det var Syriens regering, der stod bag angrebet, der dræbte mindst et par hundrede mennesker i en forstad til Damaskus for en uge siden.

Barack Obama slår i interviewet med PBS fast, at han ikke tror på, at oppositionen har været i besiddelse af kemiske våben, og han siger yderligere, at USA har konkluderet, at det var den syriske regering, der stod bag angrebene.

Embedsmænd fra Barack Obamas administration vil torsdag briefe Senatet og Repræsentanternes Hus samt ledere af nationale sikkerhedskomitéer om situationen i Syrien, skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af oplysninger fra en ansat i kongressen.

Dagens Gossip