Obama hylder dræbte som patrioter

»Vi skal gøre, hvad vi kan, for at få fat i de ansvarlige. I mellemtiden sender vi vore tanker til familierne til de dræbte og sårede,« sagde præsidenten og tilføjede:

»Dette er et angreb rettet mod militært og civilt personel - mennesker, som gik på arbejde for at beskytte os. De er patrioter,« sagde Obama og fortalte, at han løbende opdateres om situationen på Washington Navy Yard.

»De ansatte i marinen kender risikoen ved at tjene USA i udlandet. I dag mødte de noget, de ikke kunne forvente at møde hjemme,« sagde præsidenten.

Mindst fire personer mistede ifølge nyhedsbureauet Reuters livet ved skyderiet, mens mindst otte andre er alvorligt såret. Det er uklart, hvor mange gerningsmænd, der står bag skyderiet, men ifølge Washington Post kan det dreje sig om tre personer, hvoraf én skulle være blevet dræbt.

Skyderiet brød ud mandag eftermiddag, men foreløbig er der meget sparsomme oplysninger fremme om sagen. Det er derfor uklart, hvad der er årsagen til skyderiet, ligesom det også er uklart, hvem der står bag.

Dagens Gossip