Obama i opgør med Karzai om sikkerhedsaftale

USA's præsident, Barack Obama, ønsker en bilateral sikkerhedsaftale med Afghanistan godkendt og underskrevet af den afghanske regering inden årets udgang, siger Det Hvide Hus.

Dermed går den amerikanske regering på kollisionskurs med afghanske lederes ønsker om at udskyde en aftale til efter valget næste år.

- Det er vigtigt, at den afghanske regering får denne aftale godkendt og underskrevet inden årets udgang, siger Josh Earnest, som er talsmand for Det Hvide Hus.

Det Hvide Hus understreger samtidig, at Obama ikke vil tage stilling til amerikanernes fortsatte tilstedeværelse i Afghanistan, før aftalen med afghanerne er godkendt.

Imens har Afghanistans præsident, Hamid Karzai, bedt et klanråd og politiske ledere om at støtte en sikkerhedspagt med USA, men samtidig erkendt, at der ikke hersker tillid mellem de to lande.

Klanrådet, der kendes som loya jirga, samlede sig torsdag dagen efter, at den afghanske regering og USA enedes delvist om sikkerhedspagten.

De omkring 2500 deltagere på det afghanske møde skal over de næste fem dage beslutte, om de vil støtte pagten.

- Min tillid til USA er ikke stor. Jeg stoler ikke på dem, og de stoler ikke på mig, fortæller Karzai deltagerne og fortsætter:

- Gennem de sidste 10 år har jeg måttet kæmpe med dem, og de har brugt propaganda mod mig.

Hvis klanrådet godkender aftalen, vil op mod 15.000 amerikanske soldater kunne blive tilbage i Afghanistan efter tilbagetrækningen af hovedstyrken.

Oprørene har tidligere demonstreret deres foragt over for loya jirga, da de i 2011 sendte to granater mod det store telt, hvor klanrådet holdt sit møde.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip