Obama: Jeg er mere målrettet end nogensinde

Maratonvalgkampen i USA er slut, Mitt Romney har erkendt sit nederlag og onsdag morgen dansk tid gik den genvalgte Barack Obama på talerstolen for at takke sine jublende tilhængere i sin sejrstale, der sætter punktum for præsidentvalget.

Og han startede med at anerkende sin republikanske modstander, Mitt Romney, som har høstet flere end 50 millioner stemmer og presset demokraten og gjort valgkampen til en neglebidende affære i begge politiske lejre.

- Jeg har lige talt med guvernør Romney, og jeg ønskede ham og Paul Ryan tillykke med en hårdt udkæmpet valgkamp, siger præsident Barack Obama til sejrsfesten i hjembyen Chicago efter sit genvalg.

- Jeg vender tilbage til Det Hvide Hus mere målrettet og mere inspireret end nogensinde før, tilføjer han og lover at arbejde hen over midten i amerikansk politik.

- Vi er en amerikansk familie, som rejser sig og falder sammen som en nation.

- Vi har kæmpet os tilbage. For USA er det bedste endnu i vente, lyder det fra Obama.

- Four more years. Four more years, råber folkemængden til den genvalgte præsident, som gik ind på scenen til tonerne af Stevie Wonder.

- Tak for at I troede på mig. I løftede mig hele vejen, kvitterer den amerikanske præsident, Barack Obama, i sin sejrstale til talens publikum i Chicago og tv-seerne i USA.

Obama takkede også "den bedste vicepræsident, som nogen kunne håbe på", Joe Biden, og hustruen Michelle.

 

Dagens Gossip