Obama: Krigen i Syrien slutter næppe i min præsidenttid

Skrevet af admin

16/05/2015

Mest læste i dag

Det bliver formentlig ikke i Barack Obamas tid som amerikansk præsident, at konflikten i Syrien afsluttes.

Det siger Obama selv i et interview med tv-stationen Al-Arabiya. Han er præsident indtil begyndelsen af 2017.

- Situationen i Syrien er hjerteskærende, men ekstremt kompleks, siger Obama i interviewet.

Direkte spurgt, om konflikten i Syrien vil være løst, inden han afslutter sin anden embedsperiode, svarer Obama "formentlig ikke".

- Det er et land i en borgerkrig, som er opstået på grund af langvarige uenigheder.

- Det var ikke noget, som USA udløste, og det var ikke noget, som USA kunne have stoppet. Alt for ofte giver folk USA skylden for alt i Mellemøsten, siger præsidenten.

Han understreger samtidig, at han fortsat ikke ser nogen militær løsning på konflikten, og at golfstaterne og andre lande i regionen såsom Tyrkiet er nødt til at samarbejde om at finde frem til en varig løsning.

Tidligere i maj kom det frem, at amerikansk militær er begyndt at træne en mindre gruppe af moderate syriske oprørere i Jordan. Planen er, at de senere kan vende hjem og forsvare sig mod den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat.

Over 220.000 personer menes at have mistet livet i den syriske borgerkrig, og endnu flere er drevet på flugt som følge af blodsudgydelserne.

En international koalition anført af USA forsøger fra luften at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, hvor gruppen har indtaget store områder.

/ritzau/AFP