Obama kritiserer og kræver større Nato-bidrag fra EU

Skrevet af admin

25/04/2016

Dagens topnyheder

Europa tager for let på sikkerheden, mener den amerikanske præsident, som mandag taler i den tyske by Hannover under et besøg i Tyskland.

Barack Obama vil på sommerens Nato-topmøde kræve, at alle medlemslande bidrager fuldt ud til den vestlige forsvarsalliance.

I årevis har mange europæiske lande ligget under Nato-målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvaret. USA, derimod, har ligget betydeligt over det mål.

De seneste år er der imidlertid - blandt andet foranlediget af Ruslands fremmarch i Ukraine - sket en betydelig stigning af forsvarsbudgetterne i Østeuropa.

Det er nødvendigt, at Nato styrkes i landene mod Rusland, blandt andet Baltikum og Rumænien, mener Obama, som opfordrer den europæiske del af alliancen til at øge investeringer i forsvaret.

- Derfor skal alle Nato-medlemmer bidrage med den fulde andel på to procent af BNP, så vi når vores fælles mål for sikkerhed. Nogle gange er det ikke tilfældet, siger Obama.

Obama advarer i sin tale mod splittelse i Europa, for verden og USA har ifølge præsidenten brug for et samlet Europa.

- Vi ser en stigende intolerance i politikken, og de højeste stemmer får størst opmærksomhed, siger Barack Obama.

Præsidenten advarer mod en "os og dem"-mentalitet, hvor man peger fingre ad dem, som tænker eller "beder på en anden måde" end en selv.

Ordene falder i en tid, hvor EU-landene holder vejret i spænding, før briterne 23. juni ved en folkeafstemning tager stilling til, om de skal forblive medlemmer af EU.

Står det til den amerikanske præsident, skal de stemme for EU.

Det samlede EU med sine 28 europæiske lande er, siger Obama i sin tale, "en af de største, politiske bedrifter i nyere tid".

/ritzau/