Obama lægger nyt pres på Republikanerne

Skrevet af admin

12/10/2013

Dagens topnyheder

Præsident Barack Obama lægger nyt pres på Republikanerne for at få dem til at gå med til en mere langsigtet forøgelse af gældsloftet.

Tidsfristen for at hæve gældsloftet udløber førstkommende torsdag, og hvis det ikke sker, vil USA gå teknisk bankerot og blive ude af stand til at betale alle sine regninger, og det kan få uoverskuelige konsekvenser for verdensøkonomien

I den fastlåste situation, hvor Republikanerne afviser at hæve gældsloftet, har de lagt op til en kortsigtet løsning, hvor loftet hæves midlertidigt i seks uger.

Det sker efter, at Obama har signaleret, at hans administration kan leve med en midlertidig løsning, men præsidenten advarer alligevel stærkt imod det.

- Det vil ikke være klogt, som det er blevet foreslået, at sparke gældsbyrden foran sig i nogle måneder for derefter at flirte med tanken om den første misligeholdelse af landets gæld nogensinde - og det midt under julehandlen, siger den amerikanske præsident, der lørdag holdt sin ugentlige radiotale til nationen.

Den republikanske senator John Hoeven siger, at det nu handler om at finde den rette blanding af forslag for at få løst krisen i begge Kongressens kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.

- Jeg tror, at det kommer til at tage nogen dage at finde den rette kombination, men jeg sætter min lid til, at vi til sidst vil nå til enighed, siger han.

Obamas talsmand, Jay Carney, sagde tidligere, at præsident vil gå med til en løsning, hvor Kongressen godkender et gældsloft af kort varighed for at undgå misligholdelse.

Wall Street reagerede prompte på talsmandens udmeldelser med stigende kurser.Fredag mødtes ledende republikanere fra Repræsentanternes Hus endnu engang med Obama for at forsøge at finde en løsning på konflikten om USA's gæld og finanslov.

- At bevæge sig fra "jeg vil ikke forhandle" til "lad os i det mindste sætte os ned og gennemdrøfte det her", er et stort skridt frem, sagde den republikanske senator Dan Coats efter besøget i Det Hvide Hus.

/ritzau/Reuters