Obama leder USA i stilhed for at mindes 9/11

Skrevet af admin

11/09/2015

Dagens topnyheder

Det amerikanske præsidentpar, Barack og Michelle Obama, holdt fredag et øjebliks stilhed på plænen foran Det Hvide Hus for at mindes dem, som blev dræbt i terrorangrebet 11. september 2001.

Sammen med staben fra præsidentboligen stod de stille i tavshed akkurat klokken 08.46. Da var det nøjagtigt 14 år siden, at det første fly kapret af al-Qaida-terrorister fløj ind i det ene tårn i World Trade Center i New York.

Angrebet kostede næsten 3000 mennesker livet i New York, det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, og på en mark i delstaten Pennsylvania, hvor et af de kaprede fly styrtede ned.

Ligesom i Washington DC markeredes den historiske dag også i New York, hvor politi og pårørende til de dræbte fra morgenstunden begyndte den årlige oplæsning af ofrenes navne ved Ground Zero.

- Vi kommer her hvert år. Vi bor i New Jersey, men min hustru og jeg vil blive ved med at komme, så længe vi trækker vejret, sagde Tom Acquaviva, der mistede sin søn Paul, da tårnene faldt.

- Ingen jordiske rester er nogensinde fundet, så det her er i bund og grund hans gravplads, sagde manden.

Højtideligheden i New York, der var besøgt af både nuværende og tidligere politikere, indebar flere øjeblikke med stilhed for at markere, hvornår flyene ramte, og de to tårne faldt.

I Pentagon stod forsvarsminister Ash Carter i spidsen for en højtidelighed, mens pårørende til de 40 passagerer og besætningsmedlemmer, der døde om bord på United Airlines Flight 93, samledes ved et nyligt åbnet mindesmærke i Pennsylvania.

Tidligere på ugen sagde New Yorks politichef, at politi og efterretningstjenester har afværget over 20 terrorplaner i den amerikanske storby siden angrebene for 14 år siden.

Politichef Bill Bratton sagde imidlertid også, at risikoen for ødelæggende angreb i dag er "større end nogensinde", og at der er "flere farer" i forhold til terrorisme begået af såkaldte ensomme ulve eller radikaliserede islamister.

/ritzau/Reuters