Obama lover økonomisk hjælp til tornado-ofre

Tornadoen var tre kilometer bred og ramte forstaden Moore mandag eftermiddag lokal tid. Indtil videre har den kostet 91 personer livet i byen, som er en forstad til Oklahoma City med cirka 55.000 indbyggere.

Blandt de døde er ifølge The New York Times mindst 20 skolebørn fra skolen Plaza Towers Elementary School, som tornadoen har forvandlet til en stor bunke murbrokker. Myndighederne vurderer, at flere skolebørn stadig er indespærret i ruinerne, og redningsfolk er derfor i fuld gang med at undersøge resterne af det, der engang var en skole.

The New York Times beretter desuden, at mindst 145 personer er kvæstede og indlagt på lokale hospitaler, heriblandt 70 børn. Hele boligkvarterer i Moore er jævnet med jorden.

Obama har i kølvandet på katastrofen talt med Oklahomas guvernør, Mary Fallin, og forsikret hende om, at resten af USA er klar til at hjælpe. Præsidenten har samtidig beordret økonomisk hjælp fra føderal side til katastrofeområdet.

Dagens Gossip