Obama lovpriser politifolk i Dallas efter fem drab

Skrevet af admin

12/07/2016

Dagens topnyheder

De fem politibetjente, der blev dræbt i Dallas torsdag, beskyttede amerikanernes ret til at demonstrere, siger Obama ved mindehøjtidelighed i Dallas tirsdag aften.

- De viste stor tilbageholdenhed, da kuglerne begyndte at flyve, siger præsidenten.

Han roser politiet for deres arbejde torsdag aften, da en skytte fra sit skjul i et parkeringshus rettede sit geværløb mod betjente, der skulle sørge for sikkerheden ved en demonstration mod raceulighed.

- De reddede flere liv, end vi nogensinde vil komme til at kende til, siger Obama og roser politiet for, at "vi ikke skal sørge over endnu flere" ved tirsdagens mindehøjtidelighed.

Han taler om den racemæssige splittelse, som mange iagttagere har påpeget efter en række politidrab på sorte mænd og torsdagens blodige nedskydning i Dallas.

- Det er svært nogle gange ikke at komme til at tænke, at det ikke kan holde. Det kan jeg godt forstå. Men Dallas, jeg er her for at sige, at vi skal afvise den form for fortvivlelse, siger præsidenten til store klapsalver fra de forsamlede.

- Racerelationer har forbedret sig dramatisk i min levetid, fastslår han.

Obama havde afkortet sit besøg i Spanien for at kunne deltage ved mindehøjtideligheden i Dallas.

Også USA’s vicepræsident, Joe Biden, samt Obamas umiddelbare forgænger på præsidentposten, George W. Bush, var blandt deltagerne ved mindehøjtideligheden i Morton H. Meyerson Symphony Center.

Bush og hans hustru, Laura, bor i Dallas.

Gerningsmanden var en 25-årig sort mand med en fortid i militæret og havde været udsendt til Afghanistan. Han blev dræbt efter at have dræbt fem betjente og såret syv andre, men sagde ifølge politiet inden sin død, at han var vred over politifolks seneste tids drab på sorte.

Han ønskede at dræbe hvide mennesker, særligt hvide betjente, gav han ifølge politiet udtryk for.

Obama sagde efter drabene på to unge sorte mænd – men inden drabene på de fem betjente – at et betydeligt antal amerikanere føler, at de bliver behandlet anderledes på grund af deres hudfarve.

Det Hvide Hus oplyser, at Obama også skal mødes med familierne til de dræbte under sit besøg i Dallas.

/ritzau/