Obama lukker Danmark ind i eksklusiv kreds

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, har en særlig forkærlighed for Danmark og de skandinaviske lande.

Det har både tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen mærket, siden Obama tiltrådte for snart otte år siden.

Danmarks to seneste statsministre har begge fået enesamtaler med Obama i Det Hvide Hus. Og præsidenten har vist begge den særlige gestus at lade dem bo i USA's fornemste gæstebolig - Blair House lige over for Det Hvide Hus under besøgene i Washington.

Nu får Danmark endnu en understregning af det særlige forhold.

Kun ni lande har være til såkaldt state dinner i Det Hvide Hus, siden Obama tiltrådte. Men fredag bliver Danmark lukket ind i kredsen, når Løkke sammen med lederne af de øvrige nordiske lande skal til et amerikansk-nordisk topmøde i Washington.

Og det er langt fra tilfældigt, at Danmark bliver vist denne særlige gestus, siger USA's ambassadør i Danmark, Rufus Gifford.

- Obama gør intet i sine sidste to år i Det Hvide Hus, som ikke er meget bevidst. Det hele hænger sammen med, hvordan kan han fremme den dagsorden, som han stadig ønsker internationalt, siger Rufus Gifford.

Hvis han skulle sætte en overskrift på Obamas udenrigspolitik, så er det forsøget på at skabe alliancer. Og her har de nordiske lande en helt særlig placering hos Obama, siger han:

- Obama har en sand forkærlighed for de skandinaviske lande og deres historiske vilje og evne til at lede gennem eksemplet. Han har tidligere udtalt, at hvis hele verden kunne være mere som Skandinavien, så ville alting være meget lettere, siger Rufus Gifford.

Selve mødet med Barack Obama vil vare to timer og kredse om fem emner: sikkerhed, klima, migration, global udvikling og handel. Emnerne viser dybden af samarbejdet, mener Rufus Gifford.

- De nordiske lande har historisk set været på samme side som USA på en lang række områder. Ikke kun de åbenbare som militære indsatser og klimaforandringer. Det er meget større, end det.

- Vi håber, at mødet vil resultere i handling, som vil få reel betydning, siger han.

Løkke ser på sin side frem til at få god tid til at drøfte emnerne med den amerikanske præsident:

- Vi er i en tid, hvor kræfter uden for det transatlantiske fællesskab afprøver vores evne og vilje til at stå sammen. Obamas værtskab for et fælles nordisk topmøde er udtryk for klar vilje til at fastholde og udbygge det stærke sammenhold, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han vil også bruge besøget i Washington til at fremme mulighederne for dansk erhvervsliv i USA. Det skal ske ved at genetablere et netværk af kongresmedlemmer med særlig interesse i at styrke samarbejdet med Danmark og dansk erhvervsliv.

/ritzau/