Obama mødes med pårørende efter Orlando-massakre

Skrevet af admin

16/06/2016

Dagens topnyheder

Under et besøg i Orlando, Florida, efter weekendens blodige massakre på en homo-natklub siger præsident Barack Obama, at USA må handle nu for at stoppe vold med skydevåben.

- Hvis vi ikke handler, vil vi se flere massakrer som denne, fordi vi vil vælge at lade dem ske, siger Obama ifølge nyhedsbureauet Reuters efter at have mødtes med overlevende og pårørende til de dræbte ved angrebet.

En bevæbnet mand trængte natten til søndag ind på natklubben Pulse og åbnede ild. Han dræbte 49 mennesker og sårede et lidt større antal.

Obama understreger, at han glæder sig over at høre, at Senatet vil stemme om forslag, der skal forhindre personer mistænkt for at have forbindelse til terrorgrupperinger i at købe våben.

Det Hvide Hus sagde forud for besøget, at Obama ønsker at vise, at hele landet står skulder ved skulder med Orlando og LGBT-miljøet - lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede.

I Orlando siger Obama, at det er tid til at finde ud af, hvordan vold og diskrimination mod LGBT-samfund både i USA og oversøisk kan stoppes.

Præsidenten siger desuden, at skudmassakren krænkede en helligdom for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede.

Med sig i Orlando har Obama sin vicepræsident, Joe Biden, og de to senatorer republikaneren Marco Rubio og demokraten Bill Nelson, som begge er valgt i Florida.

23 af de overlevende fra natklubben Pulse er fortsat hospitalsindlagt. Af dem meldes seks i kritisk tilstand.

/ritzau/dpa