Obama: Nato må styrke Ukraines militær

Skrevet af admin

03/09/2014

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, opfordrer Nato til at styrke Ukraines militær, og han siger, at alliancen må åbne døren for nye medlemslande for at imødegå, hvad han kalder russisk aggression.

Obama langer samtidig hårdt ud efter Ruslands "skamløse angreb" på Ukraine, og understreger Nato-alliancens betydning for de demokratiske lande.

- Nato må sende et utvetydigt budskab om støtte til Ukraine, siger den amerikanske leder.

Obama talte onsdag i en fyldt koncertsal i Estland, som frygter, at konflikten i Ukraine vil påføre dem problemer. I talen fastslog Obama, at Nato vil forsvare de østlige medlemslande.

- Vi har en pligt over for hinanden, siger Obama.

Han fremhæver samtidig, at Rusland for øjeblikket betaler en høj pris for dets kurs i Ukraine.

- Ruslands handlinger i Ukraine svækker Rusland og går ud over den russiske befolkning, siger Obama, der tilføjer, at det er ledere, som ikke kan skabe økonomisk fremskridt, der tyer til nationalisme på hjemmefronten.

- Nato må konkret påtage sig at hjælpe Ukraine med en modernisering og en styrkelse af dets militære styrker. Vi må gøre mere for at hjælpe andre Nato-partnere som Georgien og Moldova, hvis forsvar også skal styrkes.

- USA vil fortsætte med at tilbyde træning og støtte til Ukraine for at hjælpe dets militær til at blive stærkt, siger Obama, der siger, at Ruslands taktik i det østlige Ukraine vækker mindelser om mørke tider i Europa langt tilbage i tiden. .

De baltiske stater blev medlemmer af Nato og EU i 2004. Ukraine er hverken medlem af alliancen eller EU, men har gentagne gange søgt om optagelse i dem begge.

/ritzau/Reuters