Obama ønsker register for droner efter flyvske episoder

Skrevet af admin

19/10/2015

Mest læste i dag

Den amerikanske regering har søsat en arbejdsgruppe, som skal komme med anbefalinger til et register for droner efter en række flyvske episoder - blandt andet nær Det Hvide Hus.

Arbejdsgruppen skal se på, hvordan et nationalt register for de ubemandede flyfartøjer kan udformes.

Formålet med registret er blandt andet at sikre, at man kan spore drone-brugere, som blæser på sikkerhedsregler.

I januar styrtede en drone ned tæt ved den amerikanske præsidentbolig, og det viste sig efterfølgende, at ejeren var en ansat i den amerikanske regering.

Episoden førte til, at Secret Service evakuerede hele komplekset omkring Barack Obamas embedsbolig.

Arbejdsgruppen skal være klar med anbefalinger 20. november, og regeringen håber at kunne være klar med et register inden jul, hvor man forventer yderligere en million droner solgt.

Registret skal omfatte både nykøbte droner, men også droner som allerede er i brug.

De amerikanske luftfartsmyndigheder arbejder desuden på at udvikle tekniske løsninger til at spore droner og forhindre dem i at flyve for tæt på lufthavne og offentlige steder, hvor de kan være til fare for mennesker.

/ritzau/Reuters