Obama og Bush er på vej til Sydafrika

Skrevet af admin

09/12/2013

Mest læste i dag

Præsident Barack Obama indledte mandag en tredages rejse til Sydafrika med tidligere præsident George W. Bush og andre højtstående amerikanske repræsentanter om bord på præsidentflyet Air Force One.

Den amerikanske præsident og de øvrige repræsentanter, der også omfatter præsidentfruen Michelle og hendes forgænger Laura Bush samt tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, skal tirsdag deltage i en mindeceremoni for Nelson Mandela i Johannesburg.

Præsident Obama skal tale ved mindeceremonien sammen med FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og Cubas Raul Castro.

De tidligere præsidenter Bill Clinton og Jimmy Carter flyver separat til Sydafrika.

Bush's far, tidligere præsident George H.W. Bush, der er 89 år, er ikke med i delegationen på grund af svækket helbred.

Den sjældne samling af amerikanske ledere er et udtryk for den dybe respekt for Mandela, som der er i Washington.

Omkring 90 andre af verdens ledere deltager også i tirsdagens mindeceremoni på Soccer City Stadium i Soweto ved Johannesburg, hvor der er plads til 95.000 mennesker.

Ifølge BBC har 91 statsoverhoveder eller regeringschefer meddelt, at de kommer til Soccer City, hvor også Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, taler for Mandela.

Fra Danmark kommer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og kronprins Frederik. Sverige sender statsminister Fredrik Reinfeldt og kronprinsesse Victoria, mens Norge repræsenteres af statsminister Erna Solberg og kronprins Haakon.

EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, vil være på Soccer City Stadium sammen med FN's generalsekretær.

Statsbegravelsen af Mandela finder sted søndag ved Mandelas hjem, og hans sidste hvilested bliver på familiens gård i landsbyen Qunu.

/ritzau/Reuters