Obama og Clinton deltog i begravelse hos vicepræsident

Skrevet af admin

07/06/2015

Dagens topnyheder

Præsident Barack Obama og hans familie var sammen med ledende politikere som Bill og Hillary Clinton deltagere i en bisættelse lørdag hos vicepræsident Joe Biden, som har mistet sin søn Beau, der døde af cancer i hjernen i sidste uge, 46 år.

Obama, hvis stemme til tider rystede af bevægelse, sagde i en mindetale i Wilmington i delstaten Delaware om den populære søn og politiker, at "Beau Biden var en ener. Et godt menneske. En person med karakter. En mand, der elskede meget, og blev elsket tilbage."

Beau Bidens død, der er blevet massivt dækket i den amerikanske presse, og som har ført til mange stærke sympatitilkendegivelser til vicepræsidenten, var endnu en tragedie i den amerikanske vicepræsidents liv.

Joe Biden mistede sin første kone og sin datter i en bilulykke kort efter, at han var blevet valgt ind i Senatet i 1972. Beau og hans bror Hunter, som var tre og to år gamle på det tidspunkt, blev kvæstet, men overlevede ulykken.

Hunter Biden sagde ved lørdagens ceremoni, at hans første erindring var hospitalsopholdet efter ulykken, hvor hans mor blev dræbt, da hans lidt større bror holdt hans hånd.

Ligesom sin far var Beau Biden, som var veteran fra Irakkrigen, usædvanligt populær i Delaware, hvor han havde været delstatens justitsminister.

Chris Martin, sanger i bandet Coldplay, sang solo ved bisættelsen. Kilder i Det Hvide Hus siger, at sangeren selv tilbød det, da han hørte, at Beau Biden havde sat pris på bandet.

Kilder i Det Hvide Hus siger, at kondolencebreve er strømmet til Joe Biden fra hele USA, efter at han har mistet sin søn.

Hillary Clinton, der er præsidentkandidat og tidligere udenrigsminister, er ven af Joe Biden. De er potentielle rivaler, hvis Joe Biden beslutter sig for også at stille op som Demokraternes præsidentkandidat.

/ritzau/Reuters