Obama og Hollande: Flere lande må tage globalt ansvar

Skrevet af admin

11/02/2014

Dagens topnyheder

Selvom det er første gang i 20 år, at en fransk præsident er på officielt statsbesøg i USA, var der ingen vaklen, da François Hollande tirsdag stod side om side med Barack Obama foran Det Hvide Hus i Washington.

Obama og Hollande sendte blandt andet en fælles appel om, at flere lande bør tage globalt ansvar.

- Flere lande må tage lederrollen, og det ansvar, der følger med. Det er, hvad USA og Frankrig gør sammen, siger Barack Obama.

- Som generationer før os står vi nu over for den opgave ikke alene at bevare vor alliance, men at forny den, siger Obama.

De to præsidenter skal blandt andet snakke om globale klimaaftaler, kampen mod terrorisme og atomvåben.

Hollande benytter også lejligheden til at hylde de amerikanske soldater, som for næsten 70 år siden gik i land i Normandiet og kæmpede mod nazisterne under Anden Verdenskrig.

Han gjorde det klart, at landene står klippefast i forsvaret for universelle rettigheder.

- I dag står Frankrig og USA skulder ved skulder for at sikre disse universelle rettigheder, siger Hollande.

- Vi står sammen med USA i kampen mod spredning af masseødelæggelsesvåben og kemiske våben. Vi står sammen om at løse konflikten i Mellemøsten, om at støtte udviklingen i Afrika og om at bekæmpe den globale opvarmning og klimaforandringer.

I mandagens udgaver af aviserne Washington Post og Le Monde opfordrede de to præsidenter i en fælles artikel til en "ambitiøs og omfattende global aftale", der skal reducere udledningen af drivhusgasser "gennem konkret handling".

- Med rod i et venskab, der strækker sig tilbage i mere end to århundreder, tilbyder vores partnerskab en model for internationalt samarbejde, skrev præsidenterne og fastslog:

- Tværnationale udfordringer kan ikke blive løst af ét land alene. Flere lande må gå forrest og dele byrden og omkostningerne ved lederskab.

Hollande og Obama beder andre lande om støtte i kampen for at nå en "ambitiøs" klimaaftale ved COP21, der finder sted i Paris i december 2015.

Båndene mellem Frankrig og USA er blevet betydeligt forbedret, siden Frankrig afviste at støtte den amerikansk-ledede invasion af Irak i 2003 under den daværende præsident George W. Bush.

Onsdag skal François Hollande besøge high-tech-industrien i Silicon Valley.

/ritzau/AFP