Obama og Merkel enige om at skubbe på frihandelsaftale

Skrevet af admin

24/04/2016

Dagens topnyheder

Den frihandelsaftale mellem USA og EU, som der er forhandlinger i gang om, skal hurtigere på plads, lyder det samstemmende fra den amerikanske præsident, Barack Obama, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

På en fælles pressekonference siger Merkel, at hun gerne vil "sætte fart i" forhandlingerne om at få den kontroversielle frihandelsaftale på plads.

- Angela og jeg er enige om, at USA og EU fortsat må bevæge sig fremad, siger Obama om aftalen.

- Det er uomtvisteligt, at fri handel har styrket den amerikanske økonomi og bragt store fordele til de lande, der er en del af det, siger Obama.

Han tilføjer, at han forventer, at aftalen falder på plads i år, men at det ikke er sandsynligt, at den vil blive endeligt godkendt i år.

Frihandelsaftalen TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) er verdens største, og den skal få handlen til at flyde frit over Atlanterhavet og give mere vækst, flere arbejdspladser og billigere varer.

Men aftalen er blevet mødt af kritik i såvel Tyskland som det øvrige Europa.

Modstanderne kritiserer især, at forhandlingerne omkring aftalen er omgærdet af hemmelighedskræmmeri, og de siger, at den blandt andet vil undergrave fagbevægelsen og miljøhensyn.

/ritzau/dpa