Obama og Putin snakker om "næste" skridt i Syrien

Skrevet af admin

15/03/2016

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, har under et telefonopkald mandag diskuteret situationen i Syrien med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det sker i kølvandet på den "delvise tilbagetrækning" fra Syrien, som Rusland annoncerede pludseligt mandag, oplyser Det Hvide Hus i en pressemeddelelse.

- De to har diskuteret præsident Putins meddelelse om delvist at trække russiske styrker tilbage fra Syrien og hvilke næste skridt, der skal tages for at fuldføre et stop for fjendtlighederne, skriver Det Hvide Hus i meddelelsen.

Samtalen om Syriens fremtid bekræftes af det russiske nyhedsbureau Tass, der bringer en pressemeddelelse fra pressetjenesten i Kreml, den russiske præsidentresidens.

- Den russiske præsident har informeret Obama om, at Rusland, efter at have fuldført dets primære mission i kampen mod international terrorisme, har besluttet at tilbagetrække en stor del af de russiske styrker fra Syrien, står der i meddelelsen.

Der står også, at beslutningen "vil være et fundament for en ægte fredsproces."

Rusland indleder tilbagetrækning af "hovedparten" af landets styrker fra Syrien tirsdag 15. marts, meldte den russiske præsident mandag.

Meldingen kom på et møde i Kreml mellem Vladimir Putin, hans forsvarsminister, Sergej Sjojgu, og udenrigsminister, Sergej Lavrov, skriver nyhedsbureauet Tass.

Putin sagde på mødet, at Rusland "stort set har opfyldt" sin mission i Syrien.

Præsidenten sagde blandt andet, at Ruslands militære tilstedeværelse har banet vejen for den aktuelle FN-fredsproces i Genève.

Krigen i Syrien har stået på siden foråret 2011, da Bashar al-Assads styre valgte at knuse en folkelig opstand med rå militær magt.

Flere hundrede tusinde mennesker er blevet dræbt i landet, siden krigen brød ud. Mange millioner er drevet på flugt.

/ritzau/