Obama om Boston-bomber: Vi finder de skyldige

Myndighederne i USA ved endnu ikke, hvem der står bag de to eksplosioner i Boston, der har kostet mindst to personer livet og såret omkring 100.

Det siger præsident Barack Obama i en tv-transmitteret tale fra Det Hvide Hus.

- Vi har endnu ikke alle svarene. Vi ved fortsat ikke, hvem der stod bag og hvorfor. Men det skal vi nok finde ud. Vi skal nok finde dem og stille dem til ansvar, siger Obama i en kort udtalelse ifølge CNN.

Han understreger, at det er vigtigt ikke at drage forhastede konklusioner, og han oplyser, at overvågningen af det amerikanske luftrum er skærpet.

De to eksplosioner fandt sted med få sekunders mellemrum omkring målområdet ved Boston Maraton, der i år havde tiltrukket omkring 27.000 deltagere.

Ifølge et af medlemmerne af Det Nationale Sikkerhedsråd er der tale om et nøje planlagt angreb.

Ud over de to eksplosioner har politiet fundet yderligere to sprængladninger, som nu undersøges af teknikere.

- Det er en koordineret handling, siger Bill Keating, medlem af Repræsentanternes Hus og Det Nationale Sikkerhedsråd, til CNN.

Ifølge en embedsmand i Det Hvide Hus vil angrebet blive håndteret som en "terrorhandling".

- En hændelse med adskillige sprængstofanordninger, som i dette tilfælde, er tydeligvis en terrorhandling, og som sådan vil det blive hånderet, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

En senere melding om endnu en eksplosion på et bibliotek nogle kilometer fra de to første er blevet trukket tilbage af politiet i Boston.

Det viser sig, at der var udbrudt en mindre brand i biblioteket, skriver Cheryl Fiandaca, talskvinde for politiet i Boston, på Twitter.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV