Obama om nye Iran-sanktioner: Jeg nedlægger veto

Skrevet af admin

29/01/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske præsident truer i sin årlige tale til nationen med, at han vil nedlægge veto mod enhver ny sanktion mod Iran, mens USA og andre vestlige lande er i diplomatiske forhandlinger med styret i Teheran om Irans atomprogram.

Iran og Vesten indgik for nylig en atomaftale efter længere tids forhandlinger.

- De sanktioner, som vi indførte, hjalp med at gøre dette muligt, siger Obama i sin State of the Union-tale.

- Men lad mig gøre det klart: Hvis denne kongres sender mig nye lovforslag om sanktioner, der truer med at afspore disse samtaler, vil jeg nedlægge veto mod det. Af hensyn til vores nationale sikkerhed må vi give diplomatiet en chance, siger han fra talerstolen.

Ifølge aftalen går styret i Teheran med til at skrue ned for dele af landets atomprogram til gengæld for, at det internationale samfund vil lette sanktioner mod landet og samtidig love ikke at indføre nye økonomiske sanktioner.

- Sammen med vores allierede er vi engageret i forhandlinger for at se, om vi fredeligt kan nå et mål, vi alle er enige om: at forhindre Iran i at opnå atomvåben, understreger Obama.

Men han tilføjer dog, at hvis Irans ledere ikke opfylder atomaftalen, vil han være den første til at foreslå nye sanktioner mod landet.

/ritzau/