Obama opfordrer Sanders til at bakke Clinton op før konvent

Skrevet af admin

09/06/2016

Dagens topnyheder

Den amerikanske præsident, Barack Obama, er begyndt at røre på sig i forbindelse med det forestående præsidentvalg i USA.

Onsdag har præsidenten udtrykt forhåbninger om, at senator Bernie Sanders indstiller sin kampagne inden Demokraternes partikonvent i byen Philadelphia 25-28. juli. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed modsiger Obama Vermont-senatoren, der så sent som i går bebudede, at han vil fortsætte sin kampagne helt indtil Demokraternes konvent. Det skete, på trods af at han igen tabte terræn til Clinton, der de facto har vundet sit partis nominering.

- Jeg synes, at Bernie Sanders bragte en enorm energi og nye ideer til Demokraterne. Det har været sundt for partiet. Mit håb er, at vi i løbet af de næste par uger kan forene os, siger præsidenten i talkshowet "The Tonight Show Starring Jimmy Fallon".

Talkshowet bliver først sendt torsdag amerikansk tid, men AFP har fået udleveret en udskrift af samtalen mellem præsident Obama og vært Jimmy Fallon.

Obama skal mødes med senator Bernie Sanders på torsdag. Ifølge amerikanske medier vil præsidenten på mødet opfordre Bernie Sanders til at indstille sin kampagne og dermed give sin støtte til Hillary Clinton.

- Bernie Sanders' ideer har gjort Hillary til en bedre præsidentkandidat, siger Obama om sin tidligere udenrigsminister.

- Mit primære budskab er ikke kun til senator Sanders, men også til det amerikanske folk. Vi må sammen sørge for, at vi træffer den rigtige beslutning, siger Obama og fortsætter:

- At være præsident er et seriøst job, det er ikke et reality-show, siger præsidenten med henvisning til Republikanernes formodede kandidat, Donald Trump, der har været vært på reality-showet "The Apprentice".

Det amerikanske præsidentvalg bliver afholdt til november.

/ritzau/