Obama opfordrer til langt massiv indsats mod ebola

Skrevet af admin

25/09/2014

Dagens topnyheder

Præsident Barack Obama siger i en FN-tale, at USA prioriterer at få stoppet ebola, og at sygdommen "kan føre til en humanitær katastrofe hen over hele regionen".

- Vi gør ikke nok. Der er stadig et betydeligt misforhold mellem, hvor vi er, og hvor vi er nødt til at være i indsatsen mod ebola-udbruddet i Vestafrika, siger den amerikanske præsident, som fra talerstolen i New York opfordrer til mere international hjælp til regionen.

- Flere lande må hjælpe med blandt andet flytransporter, sundhedsarbejdere og hospitalsudstyr, pointerer han over for FN's Generalforsamling.

- Hvis vi handler hurtigt, kan vi redde måske 10.000, 20.000, 30.000 fra at dø, mens der i modsat fald kan dø mange tusinde - måske endda en million, tilføjer han.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, sagde tidligere i denne uge, at antallet af smittede frem til november kan være nået op på 20.000. Amerikanske eksperter frygter, at mellem 550.000 og 1,4 millioner kan være blevet smittet til januar i Vestafrika, hvis der ikke gøres noget.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, havde inden Obamas tale i FN fremsat en erklæring om, at "verden kan og må stoppe ebola nu."

Verdensbanken vil give 170 millioner dollar i yderligere støtte til bekæmpelsen af epidemien, som er det værste udbrud nogensinde. Flere lande har de seneste dage øget deres bidrag til WHO's kamp mod ebola, deriblandt Danmark med 20 millioner kroner ekstra.

Liberias præsident, Ellen Johnson Sirleaf, siger torsdag i en tale via videolink, at hendes land står over dets måske største udfordring.

- Vi giver efter for frygt for og vrede, når vi får at vide, vi skal gå væk fra en mor eller et barn, der bløder og kaster op, siger hun.

Ebola medfører alvorlige blødninger og har en dødelighedsrate på op til 90 procent. Smitten overføres gennem kontakt med blod og andre kropsvæsker.

/ritzau/Reuters