Obama presser Erdogan: Tyrkiet er på vej ned ad farlig vej

Skrevet af admin

02/04/2016

Dagens topnyheder

Når snakken falder på Tyrkiets forhold til pressefrihed og landets måde at gribe krigen i Syrien an på, får det panderynkerne frem hos den amerikanske præsident, Barack Obama.

Det lagde Obama ikke skjul på, da han ved en pressekonference i forbindelse med afslutningen på atomtopmødet i Washington blev spurgt til, hvorvidt han anser Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, for en autoritær skikkelse.

- Det er ingen hemmelighed, at der er nogle tendenser i Tyrkiet, som jeg er urolig over. Jeg mener, at tilgangen, der er over for pressen, kan lede Tyrkiet ned ad en vej, som kan vise sig meget foruroligende, siger Obama ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den amerikanske præsident siger samtidig, at han også har udtrykt sin bekymring "direkte" til Erdogan. Ifølge Reuters opfordrede Obama sin tyrkiske kollega til ikke at forfølge en strategi om at undertrykke og lukke ned for demokratisk debat i Tyrkiet.

De to præsidenter mødtes til en snak i Det Hvide Hus torsdag væk fra kameraernes søgelys. Erdogan er i USA for at deltage i atomtopmødet, hvor et halvt hundrede af verdens stats- og regeringschefer har diskuteret atomtruslen.

Ifølge AFP handler den amerikanske bekymring i forhold til situationen i Syrien om, at Tyrkiet ved flere tilfælde har bekriget kurdiske militante, der ellers af USA anses som et af de vigtigste led i kampen mod Islamisk Stat i Syrien.

Det er dog ikke kun kritik, der bliver rettet fra Obama til Tyrkiet. Præsidenten understreger på pressemødet, at samarbejdet med Tyrkiet har været essentielt for at løse en række internationale konflikter, selv om de to lande ikke altid er enige.

/ritzau/