Obama svarer på bogkritik: Har tillid til krigsmission

Skrevet af admin

14/01/2014

Mest læste i dag

USA's præsident Barack Obama lader sig ikke ryste af den kritik om krigen i Afghanistan, som landets tidligere forsvarsminister Robert Gates kommer med i en ny erindringsbog.

Mandag understregede Obama, at han fortsat har tiltro til den militære strategi i Afghanistan. Det er første gang, at Obama kommenterer kritikken fra Gates.

Obama siger, at han har pligt til konstant at sætte spørgsmålstegn ved amerikanske militærstrategier, når unge mænd og kvinder sendes i krig. nbsp;

- Vigtigst af alt, så har jeg haft en urokkelig tillid til vores tropper og deres handlinger i nogle af de sværest tænkelige situationer. Og det arbejde er ikke overstået endnu, siger præsidenten.

Obama ville dog ikke kommentere på, om han blev irriteret over bogudgivelsen "Duty: Memories of a Secretary of War," der udkommer i dag, tirsdag, i USA.

I erindringsbogen skriver Robert Gates, at Obama hverken troede på sin egen strategi eller den general, han havde udpeget til at lede krigen i Afghanistan.

Det berettede aviserne The New York Times og The Washington Post, der har fået fingrene i den endnu ikke udkomne bog, i sidste uge.

Gates skriver også, at den amerikanske præsident ikke brød sig om sin afghanske kollega Hamid Karzai.

Selv om Gates beskriver præsident Obama som en mand med stor personlig integritet, og som havde ret i sine beslutninger om Afghanistan, så siger han, at præsidenten var utilpas med de krige, som han havde arvet fra Bush-administrationen.

- Der sad jeg så og tænkte: Præsidenten tror ikke på sin general, kan ikke døje Karzai, tror ikke på sin egen strategi og betragter slet ikke krigen som sin. For ham handler det om at komme ud, skriver Gates om et møde i marts 2011 i Det Hvide Hus.

/ritzau/AFP