Obama tager til Saudi-Arabien fra Indien

Skrevet af admin

24/01/2015

Mest læste i dag

Præsident Barack Obama rejser til Saudi-Arabien tirsdag for at møde den ny kong Salman.

Den amerikanske præsident, der søndag indleder et besøg i Indien, har aflyst et planlagt besøg på Taj Mahal for at flyve til Riyadh, oplyser Det Hvide Hus.

Obama kommer til Indien søndag, hvor det hidtil har været planen, at hans besøg skulle strække sig over tre-dage. Han er søndag æresgæst ved paraderne på Republikkens dag, der markerer dagen for Indiens grundlov.

Den amerikanske præsident, som søndag også har møder med premierminister Narendra Modi, rejser til Saudi-Arabien i stedet for vicepræsident Joe Biden.

Det var først planen, at Biden skulle til Saudi-Arabien lørdag, men han forbliver nu i Washington.

Lørdag holdes en såkaldt kondolenceceremoni for den afdøde saudiarabiske kong Abdullah. Her deltager kronprins Frederik som repræsentant for det danske kongehus.

Også Prins Charles af Wales rejser lørdag til Saudi-Arabien for at vise den afdøde konge sin respekt

Den amerikanske præsident har sagt, at Indien og USA er "naturlige partnere".

- Som to store demokratier ligger vores styrke hos vore borgeres magt og vores borgers potentiale. Vi er globale ledere inden for innovation, videnskab og teknologi, siger Obama til magasinet India Today forud sit besøg i Indien.

Iagttagere fremhæver, at både Obama og den indiske premierminister, Narendra Modi, har en interesse i et øget samarbejde for at skabe en modvægt til Kina.

/ritzau/Reuters