Obama taler med Putin om diplomatisk løsning i Ukraine

Skrevet af admin

07/03/2014

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, foreslår ligesom EU direkte forhandlinger mellem regeringerne i Ukraine og Rusland for at løse krisen mellem de to lande diplomatisk.

- Jeg understregede, at der findes en løsning på denne krise, hvor både Ruslands interesser og Ukraines befolkning bliver tilgodeset, sagde Obama ifølge Det Hvide Hus til sin russiske kollega, Vladimir Putin, i en timelang telefonsamtale natten til fredag.

Deres anden telefonsamtale på mindre end en uge fandt sted få timer efter, efter at Obama havde indført visa-restriktioner og sanktioner over for russere og Krim-borgere, der efter USA's opfattelse er ansvarlige for at true Ukraines stabilitet og suverænitet.

Der foreligger ingen oplysninger om, hvordan Putin har reageret på sanktionerne i telefonsamtalen.

Ifølge Kreml sagde han til Obama, at Rusland og USA fortsat står langt fra hinanden, hvad angår Ukraine-krisen, uden at det dog bør gå ud over forholdet mellem de to lande.

- Ruslands præsident understregede den enorme vigtighed af forholdet mellem Rusland og USA med hensyn til at sikre stabilitet og sikkerhed i verden.

- Dette forhold bør ikke blive ofret på grund af uenighed og enkeltstående - omend ekstremt væsentlige - internationale forhold, meddeler Kreml.

Samtidig forsvarede Putin nok engang den russiske fremfærd på den autonome ukrainske halvø Krim, der nu i næsten en uges tid har været kontrolleret af russiske styrker.

- Rusland kan ikke ignorere råb om hjælp i denne sag og handler derefter i fuld overensstemmelse med international lov, lød det fra Putin med henvisning til, at den lokale, prorussiske regeringsleder på Krim havde bedt Rusland sørge for ro og orden.

Torsdag besluttede lokalparlamentet på Krim enstemmigt at tilslutte sig Rusland. En kontroversiel beslutning, som de to millioner indbyggere på Krim skal godkende ved en folkeafstemning 16. marts.

Obama mener, at afstemningen er et brud på folkeretten og en krænkelse af Ukraines forfatning. Og han gjorde det klart over for Putin, at Ruslands ageren på halvøen er i strid med Ukraines suverænitet og territoriale integritet.

Den amerikanske præsident foreslog, at de russiske styrker trækker sig tilbage til deres baser, og at internationale observatører fører tilsyn med, at ukrainernes - herunder etniske russeres - rettigheder bliver beskyttet.

Hidtil har et hold OSCE-observatører, der også tæller to danskere, ikke kunnet få adgang til Krim.

/ritzau/Reuters