Obama: For tidligt at bruge eksperimentel ebola-medicin

Skrevet af admin

07/08/2014

Mest læste i dag

Den dødelige ebolavirus har kostet knap 1000 mennesker livet i vestafrikanske lande, hvor sygdommen har hærget den seneste tid.

Et nyt serum kaldet Zmapp kan være svaret på en kur mod ebola, men USA's præsident, Barack Obama, afviser, at medicinen, der stadig er i udviklingsfasen, umiddelbart er på vej til de hårdtramte lande.

Det til trods for, at en amerikansk læge indtil videre viser fremgang efter at være blevet behandlet på eget ansvar.

- Vi er nødt til at lade videnskaben lede os, og jeg tror ikke, at vi er i besiddelse af alle informationer om, hvorvidt denne medicin virker. Ebola kan kontrolleres, hvis man har en stærk infrastruktur i sundhedssektoren, siger Obama.

Derfor er præsidenten ikke klar til at tilkendegive, at medicinen er løsningen på epidemien her og nu.

Obama understreger dog, at alt sundhedspersonale og alle myndigheder skal gøre, hvad de kan, for at holde sygdommen i skak.

- Vi har fokus på den folkelige sundhed lige nu, men jeg vil fortsætte med at søge information om, hvad vi lærer om disse medicinske udviklinger fremover, siger præsidenten.

Et panel af medicinske eksperter vil i næste uge blive indkaldt for at diskutere brugen af eksperimentel behandling af ebola, efter at den amerikanske læge Kent Brantly med held har givet sig selv det ny serum.

Brantly har arbejdet i Liberia med bekæmpelsen af ebola og blev i den forbindelse smittet. Men serumet har tilsyneladende bevirket, at han er sluppet fri af sygdommen.

- Vi er i en usædvanlig situation med dette udbrud. Vi har en sygdom med en høj dødelighedsrate uden nogen etableret behandling eller vaccine, siger WHO's assisterende generaldirektør, Marie-Paule Kieny, i en udtalelse.

- Vi er nødt til at bede de medicinske etikere om vejledning om, hvad der er ansvarligt at gøre, siger hun.

Både danske og udenlandske eksperter har onsdag erklæret, at man bør bryde med traditionel praksis og uddele medicin, som man endnu ikke kender den præcise virkning af.

/ritzau/Reuters